Telefon: 51 21 23 24 | E-mail: [email protected]

Vi søger ny leder til Veteranhjem Trekantsområdet

Vi søger ny leder til Veteranhjem Trekantsområdet

Vi søger ny leder til Veteranhjem Trekantsområdet

Du har nu en unik mulighed for at blive leder af Veteranhjem Trekantsområdet. Som leder skal du være med til at føre veteranhjemmet videre og gøre det endnu mere populært blandt områdets mange veteraner og pårørende samt fastholde og videreudvikle det gode ry, stedet har opnået.

Fonden Danske Veteranhjem har fem hjem, der ligger i Aalborg, Aarhus, Odense, København og Fredericia.

Målet er, at vores hjem er kendte af alle veteraner, opfattes positivt og anerkendes som et fristed for veteraner og deres pårørende – både for dem med store og mindre udfordringer efter deres udsendelse. Et hjem, hvor veteranen og de pårørende kan komme og stole på, at han eller hun mødes med respekt og anerkendelse, og hvor de kan møde andre veteraner og gamle venner til aktiviteter såsom sport, læring, fællesspisninger, fejring af mærkedage og mange andre forskellige arrangementer.

Veteraner har også mulighed for at overnatte på eget værelse på veteranhjemmet i kortere eller længere tid, hvis de har brug for en pause fra hverdagen, mangler et sted at bo i en periode, er i et behandlingsforløb uden for hjemmet eller på anden måde har svært ved at fungere i dagligdagen.

Hvert hjem har en fuldtidsansat leder, der refererer til sekretariatschefen. Som leder skal du samarbejde med dine lederkolleger og sekretariatet i Fonden Danske Veteranhjem og bestyrelsen for lokalforeningen på veteranhjemmet om at skabe de bedste rammer for veteraner, pårørende og frivillige. Sammen med lokalforeningsbestyrelsen skal du medvirke til at skabe en række aktiviteter, der giver sammenhold og udvikling blandt brugerne og beboerne på hjemmene, tiltrække frivillige samt indsamle midler til brug for aktiviteter og forbedringer af de enkelte hjem.

På Veteranhjem Trekantsområdet er der plads til fire overnattende veteraner.
Lederens primære opgaver er at sikre, at veteranerne og deres pårørende oplever, at hjemmet lever op til ovennævnte beskrivelse, sørge for, at hjemmet driftes og vedligeholdes, ligesom du er den ansvarlige for det socialfaglige indhold – alt sammen i tæt samarbejde med Fonden Danske Veteranhjem, herunder kolleger og bestyrelsen for lokalforeningen.

Som leder skal du:

  • Lede driften af veteranhjemmet, herunder at sætte rammerne for et veteranhjem, så både de veteraner, der har midlertidigt ophold på hjemmet, og de, der kommer i dagtimerne og til arrangementer, rummes og føler sig godt tilpas.
  • Afholde samtaler med veteraner, herunder beboere, hvor individuelle forløb afklares og sikre kontakt og samarbejde med Forsvarets Veterancenter og det offentlige system, bl.a. med henblik på at henvise veteranen til relevante tilbud om behandling m.m. Veteranhjemmet er ikke et behandlingshjem, men vi samarbejder, koordinerer, motiverer og følger op med vores samarbejdspartnere.
  • Bistå bestyrelsen for lokalforeningen og andre frivillige med at planlægge, forberede og afvikle arrangementer. Og netop med udgangspunkt i forståelse af frivillighedsbegrebet, kunne motivere, navigere og skabe resultater med respekt og indsigt i deres kompetencer holdt oppe mod veteraner og pårørendes behov.
  • Deltage på bestyrelsesmøder i lokalforeningen, lokale udvalg etc.
  • Repræsentere veteranhjemmet i forskellige fora i nærområdet, som handler om veteraner og i øvrigt fortsætte arbejdet med at gøre veteranhjemmet kendt for alle veteraner.
  • Kunne disponere din egen tid. Du har kolleger, men de sidder andre steder i landet. Derfor skal du kunne lide at være i dit eget selskab og selv kunne strukturere din hverdag.
    Det vigtigste er, at du altid har veteranerne og deres pårørende i fokus – alt, hvad veteranhjemmet foretager sig, skal have betydning for dem.


Vores forventninger til vores nye leder:

  • Du har ledelseserfaring, er stærk i kommunikation, herunder mægling og konfliktnedtrapning, kan styre dit budget, strukturere opgaverne på et veteranhjem og har gerne erfaring med fundraising.
  • Du har socialfaglig uddannelse/erfaring og gerne viden om opholdssteder, botilbud og/eller forsorgshjem. Du har det socialfaglige ansvar på veteranhjemmet og er virkelig god til at skabe relationer til andre mennesker.
  • Du har erfaring i at arbejde med frivillige – og er i øvrigt generelt en ørn til samarbejde på alle niveauer og har øje for løsninger fremfor problemer.
  • Du arbejder struktureret og systematisk i alle forhold og går i øvrigt ikke af vejen for en gulvvask, når det er nødvendigt. Det er derfor en fordel at være praktisk anlagt, så du kan vise vejen for vores frivillige og veteraner.
  • Du er anerkendende i din tilgang til andre mennesker og finder, at kun det bedste er godt nok til veteraner og pårørende.➢ Kendskab til Forsvaret er en fordel.

Arbejdstid og løn

Jobbet er 37 timer ugentligt. Arbejdstiden er primært mandag til fredag i dagtimerne, men der vil være arrangementer, der ligger på andre tidspunkter. Derfor forventer vi en vis fleksibilitet i forhold til at løfte opgaverne og få veteranhjemmet til at køre. Du tilbydes løn efter kvalifikationer og uddannelse. Du vil modtage supervision sammen med dine lederkolleger. Der er mulighed for efteruddannelse.

Tiltrædelse snarest og senest den 1. april 2023.

Eget hjem

Du får dit ”eget hjem” med en alsidig hverdag. Du får også mulighed for at påvirke udviklingen af veteranhjemmet, hvad angår både fysiske rammer og indhold i hverdagen. Alt, hvad du som leder foretager dig, skal give mening for kerneopgaven, nemlig at skabe en meningsfuld hverdag og tilbud til veteraner og pårørende. For at lykkes med det skal du også løse en række administrative opgaver.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Veteranhjem Midtjylland Tanja Therkildsen på tlf.nr. 2014 9901 eller sekretariatschef Dorte Skov-Jespersen på tlf.nr. 5144 0008. Du kan ringe på hverdage i tidsrummet kl. 8.00 til 16.00.

Søg stillingen

Send ansøgning, CV og eventuelt andet materiale til [email protected] senest mandag den 13. februar 2023 klokken 8.00. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 20. og 27. februar.
Fonden Danske Veteranhjem opfordrer alle interesserede – uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold – til at søge.