Fonden Danske Veteranhjem
Idéen til etablering af veteranhjem i Danmark er opstået blandt nogle af soldater- og marineforeninger, der gennem mange år har arbejdet for at værne om det kammeratskab, som blev skabt under tjeneste i Forsvaret.
Danmark har siden 1991 udsendt over 43.000 personer fra Forsvaret, der har virket og stadig virker i dansk tjeneste i udlandet – især på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Efter hjemkomst lider nogle af veteranerne af fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, som hæmmer en normal livsførelse.
For at kunne yde støtte og hjælp til de pågældende og deres pårørende, har Fonden Danske Veteranhjem indtil videre etableret fem veteranhjem i Danmark, som drives af Fonden Danske Veteranhjem i regi af lokalafdelinger, der på basis af frivillighed, værdighed og kammeratskab står for veteranhjemmenes daglige aktiviteter. Hvert enkelt veteranhjem har endvidere en ansat daglig leder, som har det socialfaglige ansvar på hjemmene.
Fonden Danske Veteranhjem yder derved støtte og hjælp til veteraner og pårørende, samtidig med at veteranhjemmene er et fristed for alle veteraner og pårørende. Alle veteraner samt deres pårørende har adgang til Fonden Danske Veteranhjems tilbud.
Veteranhjemmene varetager i dag en social opgave, som få havde forudset ved stiftelsen af Fonden Danske Veteranhjem i 2010. På den baggrund er Fonden Danske Veteranhjems organisation blevet løbende tilpasset. Således har Fonden Danske Veteranhjem ultimo 2016 professionaliseret driften af fonden med oprettelsen af et sekretariat.
Forsvarsministeriet finansierer en stor del af den daglige drift, og Fonden Danske Veteranhjem står som centralt styringsorgan for veteranhjemmene og som modtager af etablerings, - anlægs- og driftstilskud.
Disse anvendes og fordeles af Fonden Danske Veteranhjem efter behov og efter dennes bestemmelse til de enkelte veteranhjem. Det enkelte veteranhjem har endvidere selv mulighed for at indsamle midler, som øremærkes det pågældende veteranhjems aktiviteter.
Veteranhjemmene er ikke et behandlingshjem, men veteranhjemmene samarbejder og koordinerer med især Veterancentret, de respektive regionale og kommunale behandlingstilbud samt private aktører.
Det økonomiske grundlag for driften er skabt og skabes dels af Forsvarsministeriet og Realdania samt mange andre. Herudover har en række fonde, forsvarets fagforeninger, udsendte enheder samt enkeltpersoner skabt det økonomiske grundlag for aktiviteter på veteranhjemmene.
Veteranhjemmene er et fristed for alle veteraner – både de mange der kommer styrket hjem og gerne vil møde med genopfriske minder og oplevelser, men også for de mange af vores veteraner, som desværre kommer hjem og får behov for hjælp, støtte og anerkendelse. Hvis man som veteran ønsker hjælp og støtte fra et veteranhjem, vil veteranhjemmets daglige leder understøtte dette. Ligeledes er der inden for hjemmets begrænsede ressourcer også mulighed for at overnatte i en kortere periode.
Fonden Danske Veteranhjems seks veteranhjem skal være rummelige, og der drages omsorg – både socialt, mentalt og fysisk – for hjemmenes brugere. Af hensyn til majoriteten af hjemmenes brugere og de frivillige samt tilstedeværende ressourcer, kan veteranhjemmene dog ikke rumme alt. Derfor er der udarbejdet en række fælles retningslinjer og betragter, som er gældende for alle veteranhjem under Fonden Danske Veteranhjem.