Pårørendegruppe
Det er noget helt særligt at være tæt på en veteran, uanset om du er ægtefælle, forælder, bonusforælder, barn eller søskende. Hos Veteranhjem Aarhus tilbyder vi pårørendegrupper for familier til veteraner.
Vores pårørendegrupper er skabt for at give dig et trygt og meningsfuldt fællesskab, hvor du kan møde andre i samme situation som dig selv. Her kan du dele erfaringer og få støtte i hverdagen, men du er også velkommen til blot at være med og nyde samværet. Måske skabes der nye kontakter og relationer på kryds og tværs i gruppen, som på længere sigt kan blive til venskaber og gensidig støtte for dig og din familie.
Hvem kan deltage?
Alle pårørende til veteraner kan deltage. Det gælder ægtefæller, forældre og voksne søskende. Gruppen er åben, og du er velkommen, uanset om du har været med før eller deltager for første gang.
Det er gratis at deltage.
Hvad laver vi, når vi mødes?
Når vi mødes, begynder vi typisk med at samles i en rolig og hyggelig ramme. Undervejs kan der være oplæg om relevante emner, og vi planlægger også aktiviteter i fællesskab.
Den første tirsdag i måneden er der mulighed for at deltage i fællesspisning på Veteranhjemmet, og i løbet af året arrangerer vi også ture og aktiviteter uden for huset. Du er altid velkommen til at komme med idéer og forslag.
Praktisk information
Møderne foregår på Veteranhjem Aarhus på Edwin Rahrs Vej 61 i Brabrand, og der vil være forplejning undervejs.
Dit første møde aftales individuelt, så du får en god og tryg start.
Kontakt og tilmelding
Du er meget velkommen til at kontakte leder af Veteranhjem Aarhus, Tanja Dahl Therkildsen, hvis du vil høre mere eller aftale dit første møde.
Telefon: 20 14 99 01
Mail: [email protected]
Vi glæder os til at byde dig velkommen i et fællesskab, hvor forståelse, støtte og sammenhold er i centrum.
Med venlig hilsen & på gensyn
Pårørendegruppen Veteranhjem Aarhus
