Oplev Steffen Brandt og Louise Fribo til Fondens veterankoncert 2026
Den 14. november inviterer Fonden Danske Veteranhjem til gratis Veterankoncert i Holmens Kirke. Sammen hylder vi danske veteraner og deres familier med musik og personlige fortællinger.
I år får vi besøg af Steffen Brandt, der gennem årtier har sat sit præg på dansk musik som sangskriver og frontfigur i TV-2.
Årets solist er operasanger og sopran Louise Fribo, der har bjergtaget publikum i operaer, musicals og på internationale koncertscener. Hun akkompagneres af Hjemmeværnets Musikkorps København under ledelse af dirigent Martin Kejser.
Ud over de musikalske indslag vil en feltpræst bede en bøn for den faldne soldat, og du vil lytte til en veterans personlige fortælling.
Koncerten bindes sammen af journalist og tv-vært Anders Lund Madsen, der guider publikum gennem eftermiddagens musik og fortællinger med varme og nærvær.
Efter koncerten byder vi på velbrygget kaffe og kage i Kapelsalen, hvor der er mulighed for at hilse på hinanden.
Tid og sted
Lørdag den 14. november 2026 kl. 13.00–14.30, efterfulgt af kaffe og kage.
Holmens Kirke, Holmens Kanal 21, 1060 København K.
Koncerten er gratis, og alle veteraner, deres familier, frivillige, samarbejdspartnere og andre interesserede er meget velkomne. Der kræves ingen tilmelding. Du møder blot op på dagen.

