Fondens Veterancammp 2025
For andet år i træk afholder Fonden Danske Veteranhjem Fondens Veterancamp i samarbejde med True North. Sidste år deltog 36 veteraner, der kom fra hele landet.
Veterancampen byder på et væld af aktiviteter, der er designet til at styrke fællesskabet og skabe relationer blandt deltagerne. Programmet indeholder alt fra team-buildingøvelser, foredrag og workshops til samtalegrupper, der giver deltagerne værktøjer til at sætte personlige mål, indgå i meningsfulde fællesskaber og få mere energi og glæde i hverdagen. Og så koster det ikke noget at deltage.
Fondens Veterancamp finder sted d. 24. – 27. oktober 2025 på Sankt Helene, Bygmarken 30, 3220 Tisvildeleje.
Tilmelding til Veterancampen er endnu ikke åbnet. Vi opdaterer siden her, når det er muligt at tilmelde sig.

Mød holdet bag
Fondens Veterancamp afvikles i samarbejde med True North. True North har 18 års erfaring i at lave camps med fokus på personligt lederskab og mental robusthed. Stifter og tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth og hans team skræddersyer et helt særligt program til vores camp med udgangspunkt i veteranernes livsverden.

Campleder Nicolai Moltke-Leth
Tidl. kaptajn i jægerkorpset, sociolog, forfatter, stifter og bestyrelsesformand True North
Nicolai er tidligere jægersoldat og sociolog med mastergrad i positiv psykologi. Han coacher erhvervsledere og holder foredrag om mindset, team, motivation og personligt lederskab. Derudover har Nicolai besteget bjerge og gennemført Paris-Dakar og nogle af verdens hårdeste udholdenhedskonkurrencer.

Henrik Christian Højstrøm
Tidl. sergent og gruppefører, partner og facilitator i True North
Henrik er partner i True North, hvor han udvikler camps og uddanner True Norths facilitatorer og teamledere. Henrik er selv tidligere soldat, sergent og gruppefører for en panserinfanterigruppe ved Danske Livregiment. Han har været udsendt med Den Internationale Brigade i 2000-2001 og var med på KFOR hold 3.

Et dedikeret team
Udover Nicolaj og Henrik følger et hold af dedikerede teamledere, der vil støtte veteranerne i løbet af campen. Teamlederne er trænet i True Norths metoder og har alle militærbaggrund.