Telefon: 51 21 23 24 | E-mail: fonden@veteranhjem.dk

Sommercamp

Sommercamp

Nu kan vi endelig løfte sløret for årets sommercamp for børn og unge. Det har vi glædet os til. Sommercampen er fem fede feriedage for veteranbørn sprængfyldt med hygge, sjov og nye venner.

Om campen

Sommercampen varer fem dage. Gennem sjove aktiviteter og spændende oplæg vil du lære en masse om dig selv og få inspiration til et liv med mange flere dejlige oplevelser og gode venner.

Jægersoldat Nicolai Moltke-Leth og hans team i True North har lavet årets program til sommercampen. Men bare rolig, armstrækkere og ilmarch er ikke på programmet. Det bliver hyggeligt, sjovt, udviklende og en solid vitaminindsprøjtning til humøret.

Vores samarbejdspartner True North har i 16 år haft mere end 40.000 unge igennem fantastiske programmer. Nu har du chancen for at komme med.

Hvem kan komme med

Vores sommercamp er for børn og unge i alderen 11-18 år, der er børn af eller søskende til en veteran. 

Praktisk information

Tid og sted

Campen finder sted mandag til fredag i uge 27 på Midtjysk Efterskole. Adressen er Vestergade 50, 7361 Ejstrupholm. Klik for at se på Google Maps, hvor efterskolen ligger.

Campen starter klokken 10.00 mandag den 3. juli. Fredag eftermiddag den 7. juli inviterer vi forældre med til en afslutningsceremoni.

Campen er gratis

Det er gratis at deltage i campen. Fonden Danske Veteranhjem og en række bidragsydere betaler nemlig alle udgifter. Du skal dog selv stå for transport og udgifter forbundet hermed til og fra campen. 

Det skal du medbringe

Du skal medbringe sengetøj, dyner/sovepose og topmadras.

Samarbejde med Camp True North

Vi afholder sommercampen i samarbejde med Camp True North.

Camp True North blev startet af tidligere jægersoldat Nicolai Moltke-Leth og er skabt for at give unge mennesker en oplevelse for livet samt indsigt i deres styrker. Dagene er tematiseret over emnerne optimisme, vedholdenhed, ejerskab og integritet. Læs mere om Camp True North her.

Campens leder

Sommercampens leder Henrik Christian Højstrøm. Henrik arbejder til dagligt som partner i True North, hvor han udvikler og afholder campforløb særligt rettet mod unge mennesker og træner og uddanner Camp True Norths facilitatorer og teamledere.

Henrik er tidligere soldat, uddannet sergent samt tidl. gruppefører for en panserinfanterigruppe ved Danske Livregiment. Han har været udsendt med Den Internationale Brigade i 2000-2001 og var med på KFOR hold 3. 

Det er Henrik, der har ansvaret for campens indhold, og han er ledende underviser/facilitator og ansvarlig for de dedikerede teamledere, der støtter børnene til at få den mest magiske oplevelse. Flere teamledere har selv været militærfolk.

Derudover har Henrik undervist i projektledelse i 22 semestre som ekstern lektor på Københavns Universitet på Sociologisk Institut og Institut for Statskundskab, hvor han også har været nomineret til årets underviser. Henrik har en tidligere været leder i folkeskolen og senere vicerektor på Niels Brock. I sin fritid er han mentaltræner i fodboldklubben Frem Hellebæk.

Tilmeld dig

Vil du med? Så skynd dig til tasterne sammen med dine forældre eller din værge. Vi har nemlig et begrænset antal pladser på sommercampen. Når vi har modtaget din tilmelding, vil du modtage en mail med besked, om du er kommet med på årets camp inden for cirka fem dage.

Tilmeld dig

Vil du vide mere

Har du eller dine forældre spørgsmål, er I velkomne til at skrive til Mille Eldevig på mille@veteranhjem.dk. Vi svarer jer så hurtigt som muligt.