Telefon: 51 21 23 24 | E-mail: [email protected]

Veteranhjem Aalborg er en realitet

Veteranhjem Aalborg er en realitet

Veteranhjem Aalborg er en realitet

Aalborg Kommune har velvilligt skrevet kontrakt med Fonden Danske Veteranhjem om leje af Skydebanevej12 A, som stilles til rådighed for Veteranhjem Aalborg.

Veteranhjemmet i Aalborg er det tredje veteranhjem, der med baggrund i forsvarsforliget 2010 - 2014 åbner som supplement til eksisterende tilbud til veteraner og deres pårørende. De to første veteranhjem åbnede tidligere på året i Fredericia og København.

Ombygningen af Skydebanevej er i fuld gang, og Aalborg Kommune giver huset en overhaling, der kan ses og vil virke funktionelt, når huset åbner med udgangen af november i år.

​Veteranhjemmet formål er et nyt tilbud

Veteranhjemmet vil være åbent døgnet rundt 365 dage om året, hvor veteraner og personer forud for udsendelse kan møde kammerater/kolleger under uformelle former og vilkår, og deres pårørende kan møde ligestillede, mens deres kære er udsendte.

De fleste udsendte oplever i forbindelse med udsendelsen et enestående kammeratskab og sammenhold, som de gerne vil fastholde efter hjemkomsten.

Samvær og sammenhold kan også være med til at forebygge psykiske reaktioner efter hjemkomsten. Den bedste forebyggelse synes at være mulighederne for at mødes igen, snakke om de fælles oplevelser og afhjælpe nogle af de behov, der opstår som følge af udsendelse.

Veteranhjem Aalborg kan man besøge døgnet rundt, og man kan hjælpe hinanden under hyggelige og uformelle rammer. Her vil der også være en helt neutral husvært til stede, som man kan vælge at ville tale med, ligesom husværten vil kunne formidle hjælp og støtte.

Skydebanevej 12 A

Huset har tidligere været anvendt som overnatningsmulighed for bl.a. atletklubben Jyden, der fortsat har hjemsted i nr. 12 B og C.

Bygningen indeholder efter ombygningen samlingslokaler, opholdsstuer, computerrum med internetadgang, stort køkken og toiletfaciliteter til bl.a. kørestolsbrugere samt et par værelser med overnatningsmulighed, hvis en veteran eller pårørende får behov for det.

Der bliver gennemført arrangementer efter hjemkomst for alle: soldater, flyvere, marinere, hjemmeværn, beredskab og sundhedspersonale m.v. tilhørende det midt- og nordjyske område.

Aalborg vest

Placeringen af Veteranhjem Aalborg– tæt ved havnen og Limfjorden - er ideel med let afgang for selvkørende eller ved brug af bybusserne med holdeplads lige ved siden af. Desuden er der luft, lys og grønne omgivelser med let adgang til løbe- og gåture med Friluftsbadet få minutter derfra, ligesom der etableres aftale med Jyden om brug af deres træningsfaciliteter.​

De næste seks uger

Håndværkerne har fuld fart på med istandsættelsen af huset, hvor vægge er væltede; der indrettes handikapegnede adgangs- og toiletforhold, nyt køkken og terrasse i haven, ligesom kørestolsbrugere kan komme rundt overalt.

Derefter skal frivillige - som forhåbentlig vil melde sig i stort antal - gøre rummene ”smukke og pæne”, så vi kan være klar til åbning den 29. november 2010, kl. 1000.

Økonomi

Veteranhjemmene finansieres af Forsvarsministeriet og Fonden Realdania, ligesom Remmen og Simon Spies Fonden har bidraget.

Midlerne er samlet i Fonden Danske Veteranhjem, som administrer økonomien, ejer og lejer bygningerne, som stilles til rådighed for veteranhjemmene.

Fondens Danske Veteranhjems formand er generalmajor Jan Brun Andersen med den nordjyske K.E. Nielsen, tidligere brigadegeneral som næstformand.

Yderligere oplysninger

Jeg er naturligvis til rådighed for yderligere oplysninger, ligesom facts kan findes på hjemmesiden

Med venlig hilsen

Jørgen Rasmussen​