Foreningen Veteranhjem København (VHK)

“I'm no longer at war, but my mind is still fighting for peace”

Hvem er vi

Veteranhjem København (VHK) er skabt af og for veteraner.​Veteranhjemmet er oprettet i håbet om at kunne skabe et samlingssted hvor der er plads og forståelse for veteranens historie og oplevelser. Det er et sted, hvor veteraner kan mødes, og få hjælp med de tanker de måtte kæmpe med og hvor de kan hjælpe andre, der måske har brug for at mærke, at de ikke er alene om deres oplevelse.

Der er trygge rammer, hvor fortrolighed og tålmodighed samt forståelse er en naturlig del af hverdagen, og hvor der er plads til alle der har brug for det.

Alle der har været udsendt, eller som er pårørende til en der har været /er udsendt vil have forskellige behov. Om det er samvær med andre ligesindede, om det er samtaler af mere terapeutisk karakter, om det er at kunne dele måltider med andre eller at kunne have et sted at overnatte for en nat eller flere, så er muligheden for at få den støtte og hjælp her på VHK.

Du vil altid møde nogen på VHK som har det, eller har haft det som dig – og en gruppe frivillige, der har hjulpet dem igennem det. Vejen til at genfinde fred i sjælen er ikke at gå alene med tankerne og følelserne – det er at vide og føle, at man ikke er alene, møde forståelse, og at der er en vej til et bedre liv.

Vi lægger vægt på, at der skal være plads til at få være alene (have alenetid) på VHK. At der er plads til at fordybe sig i en samtale, plads til at spørge om og få hjælp. At der er plads til at deltage i aktiviteter eller bare hænge ud i vores dejlige have som lige har fået en ”opdatering” med bl.a. et lille shelter med tilhørende bålplads med mere. Vi har ofte fællesspisning og forsøger så ofte vi kan, at arrangere forskellige ture ud af huset.

Arrangementer

På VHK lægges stor vægt på det tætte fællesskab der er blevet bygget op gennem årene siden vi blev startet. Vi holder derfor fast i de gode gamle traditioner, så som Flagdagen, Mortens Aften, Lille Juleaften, Påskefrokost osv. Her er der altid er en god og hyggelig stemning.

Ud over disse, er der både veteraner og frivillige der forsøger at komme med nye ideer til arrangementer og gennemførelsen af disse ved fælles hjælp.

Vi opfordrer alle veteraner, pårørende og frivillige til løbende at byde ind med nye ideer så vi sammen kan fortsætte dette gode fællesskab.

Frivillige

Vi er så heldige, at vi på Veteranhjem København har en gruppe frivillige kræfter der er engageret i stedet. Der er derfor ofte en der kan hjælpe dig lige meget, hvor din udfordring ligger – og hvad du end måtte kæmpe med i forbindelse med din udsendelse eller udsendelsen af en du har nær.

Vores dør er altid åben, og vi vil hellere end gerne hilse på dig, og fortælle dig om Veteranhjemmets arbejde.

Om end du har været udsendt fra hæren, politiet eller andre instanser eller om du er pårørende i form af familie eller ven, så skal du være velkommen. Vi er her for dig.

Om at være Veteran​

At være udsendt er en hel anden verden end den der eksisterer hjemme i Danmark. Derfor vender mange også hjem til en verden, som de føler har svært ved at forstå dem og rumme dem – en verden de har svært ved at passe ind i. Omstillingen efter en udsendelse er derfor ikke altid let.

Det er ikke altid let at komme hjem, og bare starte der, hvor man slap. For ens verden har ændret sig – men det har verdenen derhjemme sjældent.

Derfor kan det være en vigtig brik i den omstilling, at bevare et fællesskab med mennesker, der har været igennem de samme oplevelser, følelser og tanker. At være en del af et fællesskab, der forstår og rummer den ”anderledeshed” man kan føle efter en udsendelse.

Går du som veteran alene med dine tanker og oplevelser, og tvinger dig selv ned i hverdagen og normaliteten, uden at have dig selv med i den, kan man forværre følelsen af isolation. Dette kan lede til indelukkethed og/eller depression.

Det hjælper at snakke om ens følelser, om ens tanker, om ens oplevelser – det hjælper at lytte. For det er det fællesskabet på VHK er; et sted hvor man ikke er alene, og hvor alle har eller har haft udfordringen med at passe ind i hverdagen igen tæt på livet.

Pårørende ​

Som pårørende har man ikke været udsendt. Man har forsat sit liv i Danmark, og har kun kunnet følge med på sidelinjen på ens kæres udsendelse. Man har måske været nervøs og bange, mens den udsendte har været væk, og måske man har tænkt, at bare de kom hjem, så ville alle bekymringer være overstået.

Men når den udsendte vender hjem kan der opstå en afstand mellem de pårørende og veteranen, fordi de to verdener der før var ens, pludselig ikke er det mere. Den udsendte har oplevet, følt og tænkt ting, som de pårørende aldrig vil kunne forstå – uanset hvor meget de prøver. Samtidig vil den hjemvendte veteran måske ikke føle, at de pårørende skal udsættes for deres tanker og følelser – og hvis de selv kæmper for at rumme disse ting, så vil det være svært at inddrage andre i det. Så afstanden vokser. Og det gør fortvivlelsen, frustrationerne og magteløsheden hos de pårørende også.

Derfor er det vigtigt at ikke gå alene med disse oplevelser. At man ikke søger at skubbe det væk, eller bare holde fast i håbet om, at det går over. Det er vigtigt at søge hjælp. Derfor er VHK også for pårørende. Det vil her være muligt at få hjælp, som pårørende – for ligesom det er for veteranerne, er det for de pårørende; du er ikke alene med dine oplevelser, tanker og følelser.

Frivillige

Vi søger altid frivillige på VHK, det er nemlig jer frivillige, som gør hjemmet til de trygge og gode rammer, som veteranerne og de pårørende har brug for.

Som frivillig er det vigtigt, at du er klar på at fokusere på dem der bruger huset, og at du giver plads til deres behov, udfordringer og problemer. Det er dig som skal løfte humøret, være en lyttende ven og være en, der er klar på at skabe en god stemning.

Det er derfor også vigtigt, at du bliver en del af huset og fællesskabet, og du skal derfor også være klar på jævnligt at tage en vagt, så du ikke bliver en fremmed i huset. Jo mere du er en del af fællesskabet, jo mere bliver du lukket ind, jo flere kender du og jo mere kan du hjælpe.

Du vil som frivillig opleve glæden ved at kunne gøre en forskel – stor som lille. Du vil få mulighed for at bruge dine evner og kompetencer, og vil få en chance for at kunne sætte dit præg på stedet med det du har at byde ind med.

Hvis du ønsker at blive en del af den gruppe frivillige der skaber de gode rammer hos os på VHK så tag kontakt. 

Kontakt

Veteranhjem København

Roskildevej 54,

2000 Frederiksberg

Telefon: +45 66 11 00 66

dl_kbh@veteranhjem.dk

Nicklas Funch, daglig leder - Veteranhjem København (+45) 31 38 59 11

Nyttige numre

Forsvaret Veterancenter - Psykologhjælp døgntelefon (+45) 72 16 34 00

Forsvaret Veterancenter - Socialrådgiver døgntelefon (+45) 72 16 34 00

Veteran Støtten Døgntelefon (+45) 80 60 80 30

HKKF Livlinen – Døgntelefon Hovednummer (+45) 70 20 12 01

Kontakt Fonden​

Telefon:​ 51 21 23 24

Kontakt København​​

Telefon: 66 11 00 66

Kontakt Trekantsområdet​

Telefon: 24 87 91 21

Kontakt Midtjylland​

Telefon: 20 14 99 05

Kontakt Odense​

Telefon: 51 72 73 32

Kontakt Aalborg​

Telefon: 28 55 01 22