Fundats​

Fundats

for

Fonden Danske Veteranhjem

Realdania stiftede den 19. maj 2010 en almenvelgørende fond (Fonden) efter forudgående samarbejde med Forsvarsministeriet, den daværende Forsvarskommando og Danske Soldater- og Marineforeninger (DSM). Danmark har siden 1991 udsendt over 43.000 personer fra Forsvaret, der har virket og stadig virker i dansk tjeneste i udlandet - især på Balkan, i Irak og i Afghanistan. Efter hjemkomst lider nogle af veteranerne af fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, som hæmmer en normal livsførelse.

For at kunne yde støtte og hjælp til de pågældende og deres pårørende har Fonden indtil videre etableret fem veteranhjem i Danmark, som drives af Fonden i regi af lokalafdelinger, der på basis af frivillighed, værdighed og kammeratskab står for veteranhjemmenes daglige aktiviteter. Fonden yder derved støtte og hjælp til veteraner og pårørende, samtidigt med at veteranhjemmene er et fristed for alle veteraner og pårørende. Alle veteraner samt deres pårørende har adgang til Fondens tilbud.

Veteranhjemmene varetager i dag en social opgave, som få havde forudset ved stiftelsen af Fonden i 2010. På den baggrund nedsatte Forsvarsministeriet i 2015 et udvalg, som havde til formål at undersøge om den daværende organisering af Fonden og veteranhjemmene i rammen af Fonden understøttede veteranhjemmenes drift og formål bedst muligt. Udvalget aflagde sin rapport i august 2016. Rapporten anbefalede en professionalisering af Fonden, blandt andet med oprettelsen af et fondssekretariat, en ny bestyrelsessammensætning, samt en struktur med lokalafdelinger (foreninger) i regi af Fonden tilknyttet hvert veteranhjem. Fondens bestyrelse har taget anbefalingerne til efterretning efter dialog herom med Forsvarsministeriet.

Forsvarsministeriet finansierer en stor del af den daglige drift, og Fonden står som centralt styringsorgan for veteranhjemmene og som modtager af etablerings-, anlægs- og driftstilskud. Disse anvendes og fordeles af Fonden efter behov og efter dennes bestemmelse til de enkelte veteranhjem. Det enkelte veteranhjem har endvidere selv mulighed for at indsamle midler, som øremærkes til veteranhjemmets aktiviteter.

På denne baggrund er der fastsat følgende fundatsbestemmelse for Fonden.

--oo0oo—

Navn

§ 1.

Stk. 1. Fondens navn er Fonden Danske Veteranhjem.

Hjemsted

§ 2.

Stk. 1. Fondens hjemsted er Fredericia.

Formål

§ 3.

Stk. 1. Fondens formål er at købe, opføre, eje, leje, renovere og vedligeholde faste ejendomme og derfra drive veteranhjem i Danmark.

Stk. 2. Fonden skal endvidere tilgodese de funktionelle behov, som Veteranhjem fordrer, og tillige søge at tilgodese generelle bygningsforbedrende og arkitektoniske hensyn.

Stk. 3. Hvis behovet for veteranhjem i Danmark efter bestyrelsens bedømmelse ikke længere eksisterer eller ikke vurderes at have behov for støtte, kan Fonden støtte øvrige almennyttige og almenvelgørende formål i Danmark i inden for det byggede miljø i Danmark.

Grundkapital

§ 4.

Stk. 1. Fondens grundkapital bestod ved oprettelsen af 300.000 kr., der er indbetalt kontant. Efterfølgende er grundkapitalen forøget med 3.300.000 ved gave, således at grundkapitalen samlet udgør 3.600.000 kr.

§ 5.

Stk. 1. Fondens aktiver skal lyde på Fondens navn og så vidt muligt noteres som tilhørende denne.

Stk. 2. Bestyrelsen afgør, hvorledes Fondens midler skal anbringes og investeres, idet bestyrelsen dog kun med fondsmyndighedens samtykke må foretage eller medvirke til ekstraordinære dispositioner, der kan medføre risiko for, at fundatsen ikke kan overholdes.

Bestyrelse

§ 6.

Stk. 1. Fonden ledes af en bestyrelse på syv til ni medlemmer.

Stk. 2. Danske Soldater- og Marineforeningers Fællesråd har ret til at udpege op til to medlemmer. Et kollegium bestående af formændene for de lokalafdelinger (støtteforeninger), der er oprettet af Fonden, vælger af og blandt sig op til to medlemmer. Forsvarsministeren udpeger op til fem medlemmer.

Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne udpeges for en treårig periode, idet et bestyrelsesmedlem dog til enhver tid kan afsættes af den myndighed, som har udpeget bestyrelsesmedlemmet i henhold til stk. 2.

Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmerne kan genudpeges.

Stk. 5. Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet.

Stk. 6. Bestyrelsen konstituerer sig selv i forhold til formand og øvrige relevante poster.

Stk. 7. Chefen for Veterancenteret er tilforordnet som ressourceperson uden stemmeret.

Stk. 8. Sekretariatschefen fungerer som sekretær for bestyrelsen.

§ 7.

Stk. 1. Formanden indkalder bestyrelsen til møde, når dette er nødvendigt. Der afholdes normalt fire årlige bestyrelsesmøder. På opfordring af mindst tre bestyrelsesmedlemmer skal formanden indkalde bestyrelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens – og i denne fravær næstformandens – stemme afgørende.

Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 4. Bestyrelsen fører en protokol over sine forhandlinger. Protokollen underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et medlem, som ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført i protokollen.

Stk. 5. Protokollen er offentlig, dog ikke i personfølsomme sager.

Daglig ledelse

§ 8.

Stk. 1. Bestyrelsen ansætter en sekretariatschef til at forestå den daglige ledelse af Fonden og bistå lokalafdelingerne med driften af de enkelte veteranhjem.

Stk. 2. Sekretariatschefen har bemyndigelse til, indenfor en af bestyrelsen fastsat ramme, at ansætte andet lønnet personale – herunder en daglig leder til hvert af de tilknyttede veteranhjem.

Stk. 3. Driften og administrationen af Fonden kan efter bestyrelsens beslutning ske i samarbejde med andre fonde eller virksomheder.

Tegningsret

§ 9.

Stk. 1. Fonden tegnes af to bestyrelsesmedlemmer i forening, hvoraf den ene skal være formanden, eller af sekretariatschefen i forening med formanden.

Stk. 2. Bestyrelsen kan meddele prokura til andre.

Årsrapport og revision

§ 10.

Stk. 1. Bestyrelsen skal hvert år lade udarbejde en årsrapport med årsregnskab, ledelsesberetning og ledelsespåtegning i overensstemmelse med årsregnskabsloven. Årsrapporten skal give et retvisende billede af Fondens virksomhed, dens aktiver og passiver, finansielle stilling samt resultat.

Stk. 2. Et eksemplar af den godkendte årsrapport sendes til Forsvarsministeriet umiddelbart efter, at den er godkendt at bestyrelsen, samt offentliggøres på Fondens hjemmeside.

§ 11.

Stk. 1. Fondens regnskabsår er kalenderåret.

§ 12.

Stk. 1. Fondens regnskaber revideres af en af bestyrelsen valgt statsautoriseret eller registreret revisor.

Midlernes anvendelse

§ 13.

Stk. 1. Bestyrelsen disponerer Fondens midler. Bestyrelsen anvender midlerne efter eget skøn til fremme af de i § 3 nævnte formål.

Stk. 2. Bestyrelsen skal foretage rimelig henlæggelser til konsolidering af Fonden.

§ 14.

Stk. 1. Anvendelse, herunder uddeling eller udlån, kan kun ske af følgende midler:

  1. 1.Årsresultatet, overført overskud fra tidligere år og andre reserver, der ikke er bundne, efter fradrag af udækket underskud og pligtige hensættelser.
  2. 2.Kapitalnedsættelsesbeløb, såfremt grundkapitalen måtte blive nedsat.

Ændring af fundatsen

§ 15.

Stk. 1. Ændringer af fundatsen kan vedtages af bestyrelsen, hvis der i bestyrelsen er 2/3 flertal af de afgivne stemmer herfor. I det omfang det er påkrævet efter lovgivningen, skal fondsmyndighedens samtykke indhentes.

Stk. 2. Bestyrelsen kan med fondsmyndighedens godkendelse beslutte at opløse Fonden, hvis der i bestyrelsen er 2/3 flertal af de afgivne stemmer herfor.

Stk. 3. I tilfælde af opløsning skal Fondens formue uddeles til fremme af de formål, der fremgår af § 3.

--oo0oo—

Som besluttet på bestyrelsesmøde den 26. januar 2017

Christian Kurt Nielsen, Birgitte Ladefoged, Tina Wahl, Jette Clausen, Karl Erik Nielsen, Susanne Bach Bager, Henrik Dyhr, Gert Jensen, Morten Wind Lindegaard

​​

Kontakt Fonden​

Telefon:​ 51 21 23 24

Kontakt København​​

Telefon: 66 11 00 66

Kontakt Trekantsområdet​

Telefon: 24 87 91 21

Kontakt Midtjylland​

Telefon: 20 14 99 05

Kontakt Odense​

Telefon: 51 72 73 32

Kontakt Aalborg​

Telefon: 28 55 01 22